Børnene kan lege trygt på hele øen - den er bilfri

Badning, fiskeri - bl.a. torsk og hornfisk, cykel- og gåture. Fossiljagt er ideelt på Bjørnø og der er gode chancher for gevinst.

Der findes 4 gode udsigtspunkter på øen med en fantastisk udsigt over det syd-fynske øhav. På Bjørnøgaard findes der en gårdbutik, der sælger pileflet, honning, smykker, nisser og trolde samt postkort, Desuden er der mulighed for at deltage i pilefletterkursus og købe pil. Der kan også selvhøstes. Der afholdes desuden kurser i lystfiskeri, havkajak og teambuilding. 

På Henriksminde kan gildesal lejes til større festligeheder med tilhørende køkken- og toiletfaciliteter. Hele sommeren er der spontane møder med molekaffe, hvor man mødes på molen og drikker sin aftenkaffe eller -te. Hvis Helge er hjemme spiller han solen ned på sin kornet. Om sommeren flytter Spise-klubben af og til ned på molen, så alle øens beboere og gæster er med til fællesspisning.

23. juni holdes der Skt. Hans fest. Der bliver tændt op i grill og tændt bål og sunget midsommerviser. I godt vejr kan Bjørnøs Skt. Hans fest være et tilløbsstykke med flere hundrede gæster.